Indvielsen af Svenskeren

Lørdag den 20. maj kl. 14.00, skinnede solen fra en skyfri himmel, da ”Martha” lagde til ved Svenskeren og borgmester Frank Jensen og 5 smukke Fanøkoner entrede broen.

”Fanø Pipes and Drums” bød borgmesteren og de ca. 200 fremmødte gæster velkommen med sækkepibemusik. Borgmesteren klippede den røde snor og den nu forlængede bro, blev overdraget til Fanø kommune. Borgmesteren holdt en fin indvielsestale, derefter nogle få ord! fra formanden for Foreningen Martha, efterfulgt af en tale af Herdis Poulsen, formand for den nedlagte forening ”Bevar Svenskeren”.

Brobygger, Flemming Dall, som havde udført et kæmpe frivilligt arbejde med, at få det tunge egetømmer korrekt placeret, fik overdraget en flot ladcykel som tak for veludført arbejde.

Foreningen var vært ved drikkevarer og grillede pølser til de mange fremmødte, og sjældent er der set så lang kø for at se en Svensker

”Martha” kan nu fortøje ved de fem nye niveauer på broen, når vejret tillader det. Gå en tur på broen og se detaljerne.

Økonomien tillod ikke, at lave broen helt færdig i foråret, men det rådes der bod på. Vi har bestilt mere egetræ, så broen kan blive beklædt rundt om den yderste platform her til efteråret.

Langsiden mod nord forventer vi bliver beklædt næste år.

Der vil også blive foretaget yderligere oprensning, så besejlingen bliver nemmere.